Børnenes hverdag på Balvikas
De nyfødte
Når børnene modtages, starter de med at bo i modtageafdelingen. Her er det sygeplejersker og trænede ayaher der varetager plejen, og børnelægen tilser børnene hver dag. Børnene svøbes til de er ca. 3 måneder. De pakkes ud når de skal bades og skiftes. Svøbet beroliger barnet, når det ligger alene, og det er med til at stimulere muskulaturen ved berøring, så barnet bedre trives. Klimaet umuliggør beroligende dyner og tæpper, så bomuldssvøbet har sin absolutte berettigelse.
Børnene er lige så fint udviklede motorisk, som børn der ikke svøbes.
Børnene får modermælkserstatning på flaske hver 3. time, hvor de også bliver skiftet.
Denne rutine sikrer, at alle børn får rigelig mad, også de børn der ikke selv melder til. De får også vitamintilskud og medicin efter behov. Børnene har stofbleer/klude på, de får et dagligt bad og pudres med talcum.
Personalet opholder sig på gulvet sammen med børnene hele døgnet. Børnene sover i små lave senge. Der er en lille stue med en varmekasse, en kuvøse samt mulighed for at give lys- behandling til nyfødte med let gulsot. Syge børn bliver overflyttet til hospital.
De større børn
Ved ca. 6 måneders alderen flyttes barnet fra modtagelsen, til 3. og 4. sal. De er fordelt på 2 store stuer og flere små. Alle sover i små lave senge, hvor de selv kan kravle ud. Da de opholder sig på gulvet, stort set hele dagen, er de hurtige til at bevæge sig og sidde selv. Der foregår ikke en direkte bevidst stimulation af det enkelte barn, så mange børn er sene til at gå selv, tale osv. Ayaherne synger for børnene og leger med de større børn på legepladsen.
Børnene kommer ned i luften formiddag og eftermiddag 2-3 timer pr. gang. På legepladsen kan børnene lege på sivmåtter med lego og andet vaskbart legetøj. Der er monteret gynger i taget. Overdækningen skygger for den bagende sol og for regnen i regntiden.
Hver ayah har ansvaret for 3-4 børn, som hun bader, skifter, trøster osv. Ayaherne trøster børnene ved at klappe dem let på ryggen, det samme virker når børnene skal falde i søvn.
Børnene spiser kl. 8, 12, 15.30 og kl. 18. Maden består af daal, som er kogte linser og grøntsager, ris og naan ( indisk brød bagt på panden). Om eftermiddagen gives kogt ris og hvedekerner med sukker og honning, de får af og til også slik og kiks.
De mindste får desuden suppleret med modermælkserstatning og vand. Børnene spiser i køkkenet 3-4 børn ad gangen med en ayah. De sidder i skrædderstilling i rundkreds på gulvet. Maden er på et fælles fad, ayahen former en lille kugle af maden, som hun putter ind i barnets mund. Børnene spiser ikke selv. Når barnet ikke kan spise mere, rejser det sig og går ind på stuen. Derefter kommer et nyt barn ind og spiser. Det hele foregår i en stille og rolig stemning.
Børnene får et bad hver dag. De sidder på en lille skammel i baderummet.
Ayahen sæber barnet ind fra hårtop til tå, skyller barnet med lunkent vand fra en lille kande og børsterne tænderne med sin pegefinger.
Barnet tørres på stuen og pudres med talcum. Af og til får barnet olie i håret, for at gøre det mere glansfuldt.
Alle børn får rent tøj på mindst 2 gange dagligt. Der er ansat 2 ayaher udelukkende til at vaske tøj, hvilket de gør hele dagen. Tøjet lufttørres på børnehjemmets tag.
Hvis børnene bliver ældre end ca. 3 år, inden de adopteres, sender Bal Vikas børnene i børnehave ( forskole ) nogle timer hver dag. De får en blå- og grønternet skoleuniform samt sorte laksko, så de ligner de andre børn fra lokalområdet. Chaufføren henter og bringer dem.
De mindre børn forberedes ikke på adoptionen. De større børn kan have glæde af et billedalbum med sin nye familie, inden mødet med forældrene.
(Information fra DanAdopt)





