Et godt netværk
Som nyt medlem af Bal Vikas Venner, har I formentlig ikke deltaget i det årlige Bal Vikas Træf, som altid ligger over en weekend i maj.
De små børn hopper hurtigt ud i leg med hinanden, finder sammen med jævnaldrene og tænker ikke så meget på hvor de kommer fra.
De lidt større børn har ofte glædet sig til gensyn et helt år. Mange har kendt hinanden siden de var små, ringer sammen, sms sammen og besøger hinanaden. Nye kommer hvert år til og nye venskaber opstår. De hygger, danser, leger, spiller, snakker og mindes livet før lillebror, som ofte var noget mere luksuriøst... De taler om hvornår de boede på Bal Vikas og om de var der samme tid? Kender du noget til din bio-mor? Synes du ikke poolen var fed på hotellet? Jeg kan bedst li´ High School musical, men de danser altså bedre i Cheetah Girls, der hvor de er i Mumbai...
De er venner på godt og ondt - med den ekstra bonus, at de har et fælles rum, som vi ikke nødvendigvis er en del af. Det er helt unikt at se, hvordan de knytter venskaber og hvor stor glæde de har af hinanden.
Mrs Jaisita Panigrahi deltager gerne i det årlige Bal Vikas Træf og hun prioriterer det højt. Børnene synes det er spændende at møde hende og forældrene kan få sidste nyt fra fronten.
Mange venskaber er også opstået mellem de voksne. Det som startede med at være et fællesskab omkring adoption, har udviklet sig til varige venskaber med meget mere end familie strukturen til fælles.
En gruppe af de lidt større børn mødes på tværs af landet ca. en gang om måneden. Det er et uvurderligt netværk og de glæder sig hver gang, når de på skift mødes hos hinanden. Vi hjælper gerne med lignende initiativer landet over.





